Viden
AI & 3D rendering
vores proces
En god løsning starter sjældent i et 3D-program. Den starter med forståelse, dialog og idéudvikling.
Hos os arbejder vi i flere lag, hvor både håndtegning, materialeforståelse og visualisering indgår som en naturlig del af processen.
Hvad det giver
AI & 3D visualisering i indretningsprocessen
AI & 3D visualisering er et stærkt værktøj i indretningsprocessen og bruges til at give et realistisk billede af, hvordan et rum kan komme til at se ud, før det bliver udført. Det giver mulighed for at arbejde med forskellige indretninger, materialer og farver, lys og stemning samt møblering og flow. For kunden betyder det, at man kan træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag og få en bedre forståelse af helheden, inden projektet realiseres.
Muligheder
Fleksibilitet og fælles udgangspunkt
AI og 3D visualisering gør det muligt at afprøve flere løsninger uden at skulle udføre dem fysisk. Det giver fleksibilitet i processen og skaber et fælles udgangspunkt for dialog mellem kunde og rådgiver. Visualiseringer udarbejdes typisk i de tilfælde, hvor der er behov for en mere detaljeret gennemgang af løsningen, og hvor det giver en reel merværdi i beslutningsprocessen.
Begrænsninger
Visualiseringer er ikke virkelighed
Selvom AI og 3D visualiseringer kan være meget realistiske, er det vigtigt at forstå, at de aldrig er en 1:1 gengivelse af virkeligheden. Lys er mere dramatisk eller perfekt end i virkeligheden, materialer fremstår mere ensartede, farver gengives uden variation, og detaljer er idealiserede. I praksis vil faktorer som dagslys, materialers struktur og rummets faktiske proportioner altid påvirke det endelige resultat.
En typisk faldgrube
Forelsk dig i løsningen. Ikke billedet
En af de mest almindelige udfordringer er, at man som kunde forelsker sig i et billede fremfor en løsning. En visualisering viser en mulighed og ikke en garanti. Derfor er det vigtigt at bruge 3D som et værktøj til at forstå retning, stemning og sammenhæng, fremfor at forvente en fuldstændig identisk gengivelse.
Vores tilgang
Det rigtige billede er det rigtige rum
Når 3D visualisering bruges rigtigt, er det et værdifuldt redskab i designprocessen. Det skaber tryghed, overblik og bedre beslutninger. Da det samtidig er en tidskrævende proces, anvendes det typisk målrettet i de projekter, hvor det tilfører størst værdi. Målet er ikke at skabe det perfekte billede, men at skabe den rigtige løsning i virkeligheden.
Nedenfor kan du se hvordan vi step-by-step anvender AI og 3D renderinger i vores designproces.

01
Plantegning og opmåling
Processen starter med rummets rammer. Hvis kunden har en plantegning på forhånd, tager vi udgangspunkt i denne. Hvis der ikke findes en brugbar plantegning, eller hvis målene ikke er tilstrækkelige, foretager vi selv opmåling på adressen.
En præcis plantegning er afgørende for at vi kan arbejde realistisk med flow, proportioner og funktion.

02
Den kreative proces starter analogt
Selve idéudviklingen starter ikke digitalt. Vi arbejder først med blyant og papir, da det giver større kreativ frihed og mulighed for at undersøge flere løsninger uden at låse sig fast for tidligt. Når man går direkte i 3D-programmet, kan man hurtigt komme til at arbejde videre på den første idé fremfor at udforske flere retninger.
Vi bruger den håndtegnede fase aktivt til: planløsning, flow, zoner, inventar, stemning og helhed.

03
Moodboards og præsentation
Ud fra kundens ønsker og behov udvikler vi forskellige løsningsforslag og tilhørende moodboards. Her arbejder vi med materialer, farver, overflader, belysning, tekstiler og stemning.
Kunden inviteres herefter ind til møde, hvor løsninger og retninger gennemgås i fællesskab.

04
Fra idé til 3D — og AI som kreativt værktøj
Når den overordnede retning er valgt, begynder den digitale visualisering. I starten arbejdes der primært med volumener og zoner for at sikre, at løsningen fungerer optimalt i forhold til mål, passage, proportioner og funktioner. Efterhånden som projektet udvikler sig, bliver inventar, materialer og detaljer mere præcise. Parallelt anvender vi AI aktivt som et kreativt redskab. AI gør det muligt hurtigt at visualisere stemninger, retninger og idéer — og hjælper kunden med at forestille sig, hvordan et rum kan komme til at føles i virkeligheden.
AI anvendes ikke som erstatning for designprocessen, men som et værktøj til at styrke dialog, inspiration og visualisering.
“Hos Riise Studio arbejder vi aktivt med AI og visualiseringer som en del af vores kreative udvikling, men altid med fokus på, at idéerne skal kunne omsættes til virkelige, funktionelle løsninger. Et stærkt AI-genereret billede kræver stadig erfaring, materialeforståelse og mange lag af bearbejdning for at skabe noget, der både er smukt og realistisk.”


Skitse
Rendering
05
Fotorealistiske renderinger
Hvis ønsket, udarbejder vi også fotorealistiske renderinger af løsningen. Her arbejdes der detaljeret med materialer, overflader, lys, skygger og teksturer for at skabe en så virkelighedsnær visualisering som muligt.
Renderinger udarbejdes typisk som en separat ydelse til de projekter, hvor det giver størst værdi.
